Sommerliv

sommersol og familieliv. langsomhed og tid til tanker. sand mellem tæerne og nydelse. Tænk at livet kan være så godt! Hvad er det dog der gør, at jeg gang på gang lader stress sive ind i mine blodbaner? Når livet nu er så godt uden. Mine børns totale overgivelse til livet, vandet og legen. De er mine helte!

forsigtighed

En hel utopisk følelse af at samstemme med jorden.
Lugten af græs.
Regnvåde bukser og sko.
Lader mine fingre stryge over blade.
Langsomt vågner mine tanker.

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

hmmm ord og ord. Jeg har genopdaget Bjørn Eidsvåg og glæden ved genkendelse og dbere forståelse for følelser eller oplevelser jeg ikke før har set..

Dage som denne, bør der ikke være mange af. Hvorfor er det at livet ikke har en pauseknap? så jeg kunne tage mig et lille hvil?
Men måske har det alligevel en pauseknap?
Et øjebliks dvælen ved en farve eller et udtryk,
en tone eller en sang. Måske en kop the.
Det er de små detaljer der har pauserne med sig.
tiden til at drikke en hel kop kaffe, ude at den når at blive kold.
At gå på isen henover søen - med Peter i hånden.
At drømme om Afrika, uden at møde slangerne:o)
At se glæde hos et barn, der finder noget nyt i verden.
En kold blå dag.
Der er vist masser af pauser.
jeg må finde de andre briller i morgen.

Det første vand til kaffen
vågner til lyden af små fødder på det knirkende køkkengulv.
Havregrødsrester med sukker og kanel
Peberfrugtskæl fra de smurte madpakker.
Stilheden og tørheden
hvor rester tørrer ind og sætter sig fast.
Vand og kaffe, der langsom sætter sig i bunden.

Saftevand, frugt og brødkrummer.
Små hænder der ivrigt forsøger at skrælle gulerødder.
Salte tårer mellem løgenes lag.
Dufte og latter.
En engel går forbi og den fyldes til randen.
Helt fyldt af potter og pander
- af pasta og pølser.
Larm og snakken.
Rydde op og ned
– langsomme hænder flytter og rydder alt.
Bunden ses og skurersvampen slider endnu et lag af.

Klar til nattens stilhed
- til stjerner
- til bilernes sus
- til de enkelte lyde fra lejligheden ovenpå,
- Klar til et enkelt glas vand
- Klar til morgenens kaffe med små skridt.

brombær nams!i sommeren som var..suk

Det er her jeg ser ham Gud- i hans skaberværk, i skyggen der dannes af solen og klokkeblomsten, det svævende lette og den store symbolik..

længslen efter tåge og efterårsfarver

I vores lejlighed står tre buketter af blomster. To af dem er købt og står fint og flot. Den sidste er plukket af vores ældste dreng ved vores sommerhus. Den er lidt visnet og minder mig om morgentågen over græsset. Ja jeg længes efter økologi omkring mig! Økologi forstået på den måde at jeg længes efter grønt omkring mig. jeg hader byen når bladene falder af trærerne og vandpytterne ligger spejlgrå på vejene. hader vejret bliver mørkt og min krop endnu husker sommerens varme og lys. Heldigvis har Gud plantet et stort træ midt i vores gråd, lige uden for vores køkkenvindue, hvor jeg kan se duernes liv både når de kommer til foråret og når de rejser her i efteråret..hvor de rejser hen, ved jeg egentlig ikke....men jeg gad godt med.

formskum på plade med akryl

Jeg har i 100 år tænkt på at skrive noget om himmel og helvede. Nogle spørger ”Hvorfor i alverden vil du dog det? Det er så betændt et emne! Alle sys det gør ondt at tale om” Måske er det netop derfor jeg må. Jeg tror på himmel og helvede - og jeg tror på livet her på jorden. Jeg læser steder i bibelen, der ikke lader nogen tvivl om, at der er et helvede. Et sted hvor mennesket skal skrige i sin egen ensomhed over længslen efter Gud. At det er et forfærdeligt sted.
Men mest af alt tror jeg på en kærlig Gud.
Jeg ser vi må stå til ansvar for vores hjertes handlinger og for vores livs gerninger. Men jeg tror inderst i mit hjerte, at Gud elsker hvert eneste menneske så højt at han vil gøre ALT for at tilbringe evigheden sammen med det. Ingen af os ved, hvad der sker i et menneskes sidste sekunder, hvem man møder eller hvad tankerne er. Derfor mener jeg heller ikke at jeg, eller nogen anden kan bedømme hvordan andres liv er med Gud.
Til enhver tid vil jeg med glæde tale om hvem Gud er, både for den anden og hvem han er for mig. Men i samtale. Tiltale er den mest dræbende form for tale. Mit hjerte lukkes hurtigt i den strøm. Jeg tillader mig at bede for mennesker, jeg møder på min vej. Både for dem, der er i min hverdags verden og dem, der passere. Jeg vælger at have en håbets teologi. Jeg håber og tror på en Gud der elsker mere end jeg selv gør. Gud der ser mere end jeg gør. Gud der skaber lys og mørke. Gud der åbner skælvende hjerter. Jeg vælger at tro og håbe på at hans kærlighed rækker længere end jeg kan forestille mig. I det konkrete hverdagsliv har jeg bibelen med linier og ord om hvad det gode liv er. Og til det kan jeg forholde mig. Tanken om at nogle mennesker ikke skulle komme i himmelen gør nok så ondt at jeg faktisk ikke kan udholde tanken. Derfor giver jeg op og tillader mig selv af give slip på tanken. Og igen lægge alt over i hans hænder, hvor jeg alligevel ved, at det ligger bedst.